Når man lider af hovedpine, så føler man sig også ofte anspændt og stiv i nakken, i skulderne og i ryggen. Det føles som om, at man ikke rigtig kan bevæge sine muskler frit. Man forsøger at massere og strække sin nakke og sine rygmuskler, men det virker ikke rigtig. Hovedpinen bliver ved og det samme gør spændingerne i musklerne også.
Spændingshovedpine er den mest almindelige form for hovedpine og kommer oftest af muskelspændinger. Muskelspændinger kan opstå pga. uhensigtsmæssige og ensformige arbejdsstillinger, overanstrengelser, stress eller fx et ustabilt søvnmønster.
For de fleste mennesker er spændingshovedpine en forbigående tilstand, som ofte forsvinder efter et par piller og en god lur, men for andre er spændingshovedpine en mere tilbagevendende og kronisk tilstand, som kun kortvarigt lindres af medicin.
Det kan være svært at bedømme hvad der kommer først; hovedpinen eller de spændte muskler. Smerter giver nemlig forhøjet spænding i musklerne – og spændte muskler giver smerte og hovedpine. På den måde hænger hovedpine og muskelspændinger sammen og er en del af den samme onde cirkel.
Kroppen tilpasser sig
To ting om kroppen:
- Kroppen er selvregulerende
- Kroppen sparer på sin energi
Alle som kender til smerte ved hvor meget de tapper en for energi. Man føler sig udmattet og er nærmest kronisk træt.
Smerte tapper kroppen for energi – og hvis der er noget som kroppen er omhyggelig med, så er det at spare på – og økonomisere med sin energi. Det betyder, at kroppen altid vil bevæge sig væk fra smerte, hvilket den gør ved dels at reducere i vores bevægelighed og dels indtage den stilling og positur, hvor det gør mindst ondt. Kroppen trækker måske den ene skulder op, drejer lidt på hovedet, roterer håndleddet lidt, skubber den ene hofte frem osv. Kroppen gør det helt uden om vores bevidsthed – den regulerer så at sige sig selv for at spare på sin energi.
Kroppen tilpasser sig og ændrer på vores positur. Den korrigerer for vores anspændelse og smerte ved at balancere kroppen asymmetrisk og skævt.
Asymmetri bliver vores nye normal – som desværre medfører andre skavanker og uregelmæssigheder som selvfølgelig skaber andre smerter, andre spændinger, nye ubalancer – og mere (kronisk) hovedpine.
Dry needling
Dry needling er en teknik, hvor man kombinerer den kinesiske akupunktur med den evidens baserede vestlige medicin.
Dry needling:
- er akupunktur i triggerpunkter
- bruges til at løsne muskelspændinger
- øger blodcirkulationen og påvirker musklens nervesystem, og får musklen til at slappe af
- baseres på vestlig anatomi og fysiologi
Triggerpunkter
Alle muskler har et eller flere triggerpunkter. Når et triggerpunkt er aktivt dvs. ømt, spændt og med udstråling til andre områder, så vil sådant et punkt også være egnet til dry needling. Det aktive triggerpunkt stimuleres med en akupunkturnål, hvorved der fremkaldes en lille sitren som kaldes en lokal twitch respons. En lokal twitch respons er tegn på, at nålen har ramt det rigtige triggerpunkt. Dette får umiddelbart musklen til at slappe af, hvorved smerten øjeblikkelig mindskes.
Faktisk kan alle former for mekanisk stimulering af et triggerpunkt fremkalde lindring af smerter og muskelspændinger, men akupunkturens nåle formår effektivt at give musklen den påvirkning som skaber øjeblikkelig lindring og afslapning.
Dry needling gør ikke ondt, men giver en lille sitren når musklen afgiver sin respons.
Balance og symmetri
Muskelspændinger og hovedpine er to sider af samme onde cirkel. Ved at reducere både i smerteintensitet og den forhøjende muskelspænding er dry needling en effektiv behandlingsmetode til både lokale smerter i ryg, skulder og nakke – og til kronisk spændingshovedpine.
Kroppen er selvregulerende og økonomiserer med sin energi. Når kroppens muskelspændinger og smerter ophører vil kroppen finde tilbage til symmetri.
Alle de skævheder og den asymmetri kroppen har skabt for at kunne beskytte sig selv – retter sig og bliver så at sige ”rigtig normal” igen. Skulderen sænkes, hoften genfinder sin plads, bevægeligheden genoprettes og hovedpinen forsvinder. Ofte kan symmetrien mærkes lidt forkert og føles som om, man nu er helt skæv. Denne fornemmelse ophører dog hurtigt og er udelukkende et udtryk for, at man har vænnet sig til det unormale.
Den rigtige normal som indfinder sig skaber balance, velvære og overskud. Den gør dig stærk i både krop og sind – og den fjerner de spændinger og den hovedpine som ellers i en årrække har været en udtrættende plageånd i dit liv.