Det er ikke ualmindeligt, at man fra tid til anden rammes af søvnbesvær. Du kender det måske selv. Følelsen af at vågne mange gange hver nat – og i det hele taget have fornemmelsen af at sove ganske overfladisk, og om morgenen at vågne halvtræt op.
Det var sådan Annette havde det, da hun for noget tid siden opsøgte mig.
Annette er langt fra den eneste der oplever søvnbesvær. Man skønner, at over halvdelen af voksne danskere oplever problemer med at sove. Selvfølgelig er alle ikke ramt lige hårdt, men man skønner alligevel, at hver 3. dansker oplever søvnproblemer hver uge og at ca. 15% lider af kronisk søvnløshed.
”Bare jeg havde vist hvordan du arbejder…”
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Annette gennem sit akupunkturforløb har sagt: ”Bare jeg havde vidst hvordan du arbejder…”. Annette var ganske givet kommet tidligere, hvis hun havde haft kendskab til min måde at arbejde på – og var således også blevet behandlet langt tidligere.
Denne artikel handler om, hvordan akupunktur har hjulpet Annette, men den har også en ambition om at give et indblik i, hvordan jeg som akupunktør arbejder – og hvordan jeg specifikt har arbejdet med Annette og hendes udmattende søvnbesvær.
Sådan viste Annettes søvnbesvær sig
Søvnbesvær kan komme til udtryk på flere måder fx
- at man ikke kan falde i søvn, fordi man har forbi-passet sit søvnvindue (er kommet for sent i seng)
- at tanker og spekulationer holder en vågen
- at man har ondt
Annettes problem var, at hun efter nogle times søvn vågnede op, hvorefter hun havde problemer med at kunne sove igen. Annette fortalte, at hun hele tiden havde indtrykket af, at hendes søvn var overfladisk – og at hun derfor vågnede af ingenting. Dette mønster med at vågne og ikke kunne sove igen, stod på flere gange i løbet af natten – det var værst mellem 03-05, men konsekvensen var, at Annette næsten aldrig følte sig udsovet og altid vågnede træt op. Annettes søvnbesvær havde stået på 7-8 måneder og Annette følte sig efterhånden udmattet og var bekymret for hvad der dog var galt.
Anette er 47 år. Hun er gift og har 3 halvstore børn. Hun er bogholder og har arbejdet i samme firma i mange år. Annette er glad for sit arbejde og for sit liv – og har aldrig prøvet noget lignende.
At vågne om natten er et biologisk levn fra fortiden
Det er ikke ualmindeligt, at man vågner om natten. Alle mennesker vågner faktisk op hver nat, men ikke alle registrerer at de vågner. De vender sig bare rundt og sover videre.
Opvågninger er et biologisk levn fra fortiden, hvor det var ganske afgørende for menneskenes sikkerhed at vågne op i løbet af natten.
Natten på den afrikanske savanne var et særligt farligt tidsrum for mennesker. Det var mørkt og de vilde dyr jagede efter mad. Mennesket var på ”savannens-tid” afhængige af ild, men om natten var de i særdeleshed afhængige af ilden og at ildstedet ikke brændte ud – selvfølgelig fordi, at ilden både kunne give varme, men også kunne holde de vilde dyr væk.
Når vi vågner om natten, så er det altså et biologisk levn fra fortiden, som handler om at holde liv i ilden – og dermed sikre, at intet farligt sniger sig ind på os.
Første konsultation hos akupunktøren
Under første konsultation optager jeg journal. Klienten oplever ofte, at jeg stiller mange spørgsmål – og det har de fuldstændig ret i.
Jeg stiller selvfølgelig spørgsmål om det, som har fået klienten til at søge min hjælp. Jeg spørger fx hvor længe man har haft problemet, hvad der har udløst det – og hvad der kan gøre det bedre eller værre, men jeg stiller også andre spørgsmål som man ikke umiddelbart forbinder med fx søvnbesvær. Formålet med disse spørgsmål er at finde en forklaring på, hvilken mulig problematik, der ligger bag besværet med at kunne sove.
Jeg spørger fx ind til:
- Fordøjelse, kost og væskeindtag
- Smerter, uro eller kropsligt ubehag
- Kulde/ varmefornemmelser i kroppen
- Ulykker, operationer og traumer
- Livsstil, stress eller bekymringer
Annettes ”skjulte” symptomer
Imens Annette og jeg taler sammen begynder der at tegne sig et billede af, hvorfor Annettes søvnmønster har ændret sig og er blevet så problematisk som det er.
Annettes hovedsymptomer er:
- Spiser små måltider og drikker ca. 2 liter lunken eller varm væske om dagen
- Har en sød tand – særligt efter chokolade
- Har dagligt afføring, men tisser 8-9 gange i løbet af dagen
- Kan føle mavekramper særligt ved afføring og menstruation
- Får nogle gange hovedpine om natten eller efter sport
- Oplever hjertebanken om natten
- Er plaget af svimmelhed, særligt når hun rejser sig op fra fx sofaen
- Har indimellem flydere og flimmer ved øjnene
- Har iskolde hænder og fødder
- Mistede sin mor for 10 måneder siden
- Føler udpræget træthed
Søvnbesvær og livsstil
I den kinesiske medicin knytter man søvnbesvær tæt sammen med den måde vi lever på:
- Mange har en stresset og travl hverdag
- Mange spiser og drikker usundt – og tager sig ikke tid til at indtage og fordøje føden
- Mange føler sig ensomme
- Mange får ikke håndteret sine følelser
Måden vi lever på presser mange. Når vi presses, så forbruger vi af vores ressourcer, hvilket ændrer i den energibalance vi fra naturens side befinder os i. Når der opstår ubalancer, så har det indflydelse på hvordan vi har det. Nogen begynder at få hovedpine, andre rammes af svimmelhed, forhøjet blodtryk, diffuse smerter – og andre rammes af søvnbesvær.
En ubalance i den kinesiske medicin betyder i al sin enkelhed, at der er ”for meget” (fx varme), eller ”for lidt” (fx næring) til at opretholde balancen mellem Yin og Yang. Balance mellem Yin og Yang er en forudsætning for, at livsenergien Qi kan bevæge sig frit.
Her er nogle eksempler på forskellige ubalancer i den kinesiske medicin:
- Overskud af varme som fx udtørrer maven og sender varmen opad mod hovedet
- Kulde i maven som skaber ophobninger af fugt og affaldsstoffer – og som mindsker bevægelsen af Qi
- Underskud af kropsvæsker og blod, som tapper kroppen for energi
- Ubalance mellem det øvre og nedre af kroppen, hvilket skaber uro
- Stagnationer (ophobninger), som hindrer bevægelsen af livsenergien Qi
Ubalancen i Annette tyder på en kuldetilstand og blodunderskud
Annette har flere symptomer, som tyder på, at hun lider af blodunderskud og ikke får omsat næring pga. en kuldetilstand.
Blodunderskud betyder ikke som i vestens medicin, at der fx er en lav blodprocent. Blodunderskud i den kinesiske medicin er mere et udtryk for, at mængden, kvaliteten eller cirkulationen af blodet er utilstrækkelig til at kunne nære kroppen – og at der derfor opstår en ubalance i kroppen.
En kuldetilstand skaber en ubalance mellem yin og yang. Yin og Yang har stor indflydelse på om vores livsenergi Qi kan bevæge sig uhindret i vores krop. Kuldetilstanden betyder altså, at Qi er hæmmet i sin bevægelse og cirkulation. Når Qi hæmmes i sit energi-flow sker der over tid det, at der opstår stagnationer (ophobninger) – og et mere markant underskud af fx blod og kropsvæsker. Det betyder, at ubalancen bliver større og større – og efterhånden når et omfang som kroppen ikke selv kan håndtere og helbrede.
Er der en forklaring på ubalancen hos Annette?
Der kan være flere årsager til at Annette – som ellers lever et sundt liv, er begyndt at få denne ubalance som i særdeleshed viser sig ved, at hun er ramt af søvnbesvær. Det er selvfølgelig ikke sådan, at man for enhver pris skal klarlægge årsagen – eller den udløsende faktor til, at der er opstået ubalance, men når man finder en mulig årsag til ubalancen – er det ofte meget forløsende og lindrende for klienten.
For Annettes vedkommende fik jeg dog hurtigt en fornemmelse af, at særligt én ting kunne have udløst den ubalance som Annette befandt sig i – og som de sidste mange måneder havde givet hende et ganske særligt plagsomt symptom, nemlig søvnbesvær.
Kroppens energirytme cirkulerer konstant gennem kroppen
Kroppens energirytme eller ”organuret”, som rytmen også kaldes, er et begreb fra den kinesiske medicin, som beskriver hvordan livsenergien Qi cirkulerer gennem 12 forskellige energisystemer/ organer i bestemte 2-timersintervaller i løbet af døgnets 24-timer. Når et energisystem/ organ befinder sig i sit bestemte tidsinterval betyder det, at energien og aktiviteten er på sit højeste – og at organet arbejder på sit max.
Som akupunktør bruger man bl.a. det kinesiske krops – og organ ur som et redskab til at forstå kroppens symptomer.
Som du måske husker, så vågnede Annette særligt omkring kl. 03-05. Dette tidsrum afspejler lungerne som netop har sit maksimum for aktivitet i dette tidsrum. Man siger, at det er i dette tidsrum, at den dybe vejrtrækning og iltningen af cellerne finder sted.
I den kinesiske medicin knytter man ikke kun organerne/ energisystemerne med fysiske ting som at trække vejret, men også med vores sind og følelser.
Lungerne relaterer man til følelsen af sorg – og som du måske også husker, så mistede Annette sin mor for 10 måneder siden – og for 8 måneder siden begyndte Annette at opleve søvnbesvær. Som akupunktør er det nærliggende at undersøge denne sammenhæng og tilføje sorg/ lungerne som element i den behandlingsplan der udformes.
Behandlingen af Annettes søvnbesvær med akupunktur
Annettes behandlingsplan tager selvfølgelig udgangspunkt i hovedsymptomet søvnbesvær. Annette har også andre symptomer og kropslige signaler, som tyder på, at hun har en bagvedliggende kulde – og blodunderskudstilstand. Derudover tyder meget på, at Annette også kan have en svækkelse af lungefunktionen og være ramt af uforløst sorg efter sin mors død.
Annette behandles ud fra følgende:
- Giv ro og fremme søvnen
- Stimulerer lungerne, lindrer sorgen og muligheden for at ”give slip”
- Styrke blodet og blodets cirkulation i kroppen
- Give varme og styrkende punkter
Da søvnen vendte tilbage
Annettes behandling forløb over 4 uger. I både 1. og 2. uge modtog Annette to behandlinger. Herefter fulgte 3. og 4. uge med én behandling. I alt har Annette altså fået 6 akupunkturbehandlinger.
Annette oplevede løbende bedringer i forhold til sit søvnbesvær:
Efter første behandling:
Da Annette rejste sig fra behandlerbriksen havde hun er fornemmelse af, at noget var lettet fra hendes skuldre. I dagene efter oplevede Annette en større ro – og som om, at der var mere harmoni i hendes krop. Første nat havde Annettes søvn ikke været så god, men de efterfølgende to nætter havde hun sovet langt bedre og var begge nætter først vågnet kl. 05, hvor hun skulle på toilettet.
Efter 4 behandling
Annette synes at hendes energi begyndte at vende tilbage. Hendes søvn virkede til at være dybere. Hun vågnede ikke så meget – og når hun gjorde, så kunne hun som regel bare vende sig rundt og sove videre. Der havde været én nat med en del opvågninger, men Annette havde fornemmelsen af at det gik den rigtige vej. Annette havde tænkt en del på sin mor – både med glæde og med tristhed. Det var helt nyt for hende at kunne mindes sin mor uden at blive overmandet af følelser.
Efter 6 behandling
Annette fortalte, at hendes hænder og fødder var blevet varmere. Hun følte sig ikke længere svimmel og havde heller ikke bemærket natlig hjertebanken på det sidste. Det allerbedste var dog, at Annettes søvn var blevet mere stabil – og at hun i det hele taget følte sig afslappet, var gladere og i det hele taget havde tillid til at hun faktisk kan sove.
Effekten af dine akupunkturbehandlinger
Det er ikke altid, at akupunkturbehandlingerne har så stor og hurtig effekt som tilfældet var med Annette. Min erfaring er dog, at akupunkturbehandlinger altid har effekt.
Akupunkturbehandlingerne kan have stor eller lille – eller midtimellem effekt i forhold til den problemstilling som klienten søger hjælp til. Nogle behandlingsforløb er korte, andre varer længere – og nogle forløb får en mere vedligeholdende karakter.
Det er altid en god ide at kontakte mig for at høre nærmere om hvordan jeg kan hjælpe dig.
Husk at du kan få tilskud til dine akupunkturbehandler via sygeforsikringen ”danmark” – og at mange private sundhedsforsikringer dækker dine akupunkturbehandlinger hos mig.